Jolleafdelingen i Aalborg Sejlklub holder til på jollepladsen og i jollehallen i den vestlige ende af klubhuset.

Flydebroerne er af internationale 14-fodssejlere kåret som Nordeuropas bedste jolleslæbested, allerede i 1992.

Slæbestedet har 2  vel-affendrede flydebroer og grundt vand i den inderste del mod landsiden. Herved er slæbestedet meget anvendeligt for Skiff-typer og andre joller som 49er mv., der skal støttes under søsætningen. Jollepladsen har god tilgængelighed og der er pt. god plads.

 

Jolleafdelingen har traditionelt 2 afsnit

Det ene afsnit er for juniorerne (8 – 17 år), der primært sejler optimistjoller, Fevajoller og Zoom8-joller.

Klubben ejer et antal joller af disse typer, som man kan leje. Topsejlerne og dem der vil noget med deres sport, ejer som regel deres egen jolle.

 

Voksne jollesejlere

Det andet afsnit er for ældre og voksne sejlere (18 – 80 år). Disse sejler pt. mest i 505-joller, Wayfarer-joller  og Laserjoller. Her er der kun tale om privatejede joller.

I klubben findes desuden en velbevaret  49er med original rig (forældet:-) og en international Moth Foiler.

Til fælles brug ejer klubben et antal Sit-on-top-kajakker og et antal SUP-boards, som kan lejes. Disse bruges også af juniorerne på dage med for meget eller uden vind.

Klubben ejer et par laserjoller, som man normalt kan få en prøvetur i, men ellers er det kutyme, at man ejer sin jolle i Aalborg Sejlklubs jolleafdeling.

Klubben står bag en træningsaften hver tirsdag aften og en træningskapsejlads om torsdagen hele sæsonen,  undtagen juli  måned.

Årligt arrangeres der et Nordjysk Mesterskab  eller et Åbent Aalborgmesterskab med udenbys deltagelse.