Støtte til grønt og sikkert kranløft i Aalborg Marina

Et løft mod en grønnere fremtid
Aalborg Sejlklub får nu mulighed for at investere i et nyt og mere miljøvenligt kransystem til Aalborg Marina, blandt andet takket være støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland. Klubben, der tæller omkring 600 medlemmer og har cirka 500 både i marinaen, får med støtten mulighed for at erstatte det gamle dieseldrevne kransystem med en moderne, eldrevet løsning.

Nødvendig infrastruktur for sejlerlivet
Hvert forår og efterår bliver langt størstedelen af bådene søsat og taget op – en opgave, hvor et pålideligt og sikkert kransystem er helt afgørende for klubbens drift. Den nye investering sikrer, at både medlemmernes sikkerhed og miljømæssige hensyn bliver tilgodeset, når bådene skal ud og hjem.

Støtte, der gør en forskel lokalt
Donationen fra fonden blev overrakt af Simon Søndergaard Madsen, direktør i Sparekassen Danmarks afdeling i Vestbyen i Aalborg. Med bidraget er fonden med til at styrke de lokale fritidsfaciliteter og fremme bæredygtige løsninger, som gør en reel forskel for både miljøet og sejlerne.

 

Stor tak til Sparekassen Danmark Fonden Himmerland