Hvordan Jalle kom fra Grækenland til Danmark

posted in: Forsiden 0
En fortælling af Claes Strue

Hvordan jeg fik fat i s/s Thristopa (som nu hedder Jalle)

Det var dejligt at Birger, min bror, kunne komme to dage tidligere end  beregnet, da vi skulle hente båden i Thessaloniki. Så  torsdag morgen tog i lufthavnen, læsset som skulle vi til en øde ø.

I Aalborg lufthavn checkede vi  ind, men med alt for meget vægt. Så det værktøj og det mad vi havde med kostede os lige 1800kr. Vi mente ellers vi hørte forkert, altså 180 kr. ,men ak! Efter afsked med familien, gik vi ud til  maskinen til København. Her skiftede vi så til München, og herfra til Nordgrækenland .

Da fly-døren åbnede der,  slog varmen os i møde. Og vi kunne se ud over det solsvedne landskab med land til den ene side og vand til den anden. I ankomsthallen fandt vi vores bagage og begav os mod forhallen. Her midt i alt mylderet stod en meget lille Østasiatisk dame ned et skilt hvor der stod mr. Strue. Berthold Theelen. Det var nok til os, blev vi enige om. Og ganske rigtigt .Hun havde været der en time for tidlig  på grund af tidsforskellen. Hendes mand, Berthold havde kørt rundt udenfor for ikke at få p-bøde.

Efter at have fyldt hans lille waggoner bil med grej, kørte vi så til havnen, troede vi.  Berthold spurgte en enkelt gang  inde i byen om vejen til Kavalla, og vi troede det var navnet på havnen, men det viste sig at være en by 150km. Mod øst. Vi fik jo en ordentlig snak om alt muligt .Bl.a. havde han været en gang i Baltikum med en båd, han havde solgt. På turen begyndte det at regne og det talte de meget om, da det ikke havde regnet i flere måneder i Athen hvor de bor.

Ved indkørslen til Kavalla, kom vi forbi en pynt med et hotel ”Luicy” og bag det stod en maxi 95 på land. Det sagde jeg til Bertold, og han ville så ringe til ejeren for at få at vide hvor hans båd lå. Nu viste det sig at det var båden, og vi kørte der ud. Vi fandt en stige og beså den ude fra. Den var rimelig . Efter en times tid ankom ejeren, han låste os ind og vi fik en forskrækkelse, der var ingen motor i og loftet var meget tilrøget. Det var ikke noget for mig. Ejeren bedyrede at næste dag skulle motoren være lagt i, den havde jo været ude for at få lavet den ene cylinder som var aftalt.

Vi blev enige om at vente og se til næste dag. Vi indkvarterede os på hotellet, og blev inviteret ud at spise af Berthold på en nærliggende restaurant, hvor vi spiste lækkert fisk ,og blæksprutter, mens vi havde udsigt  over det sorte Hellas hav. Vi sagde godnat og gik trætte hjem til hotellet.

Næste dag stod vi op og gik ud på altanen, herfra kunne vi se ned over båden. Der var allerede aktivitet i den, det var rart. Så vi gik ned for at få morgenmad. Vi ville lade dem i fred, og bestemte os for at tage en tur til byen. Det var noget af en gåtur i den hede. Vi gik selvfølgelig langs kysten og så på fiskerbådene ,ikke særlig velholdte, men maleriske. På næste pynt var der en borg, og vi besluttede os til at gå over, for at bese den nærmere. Den var forbundet til et nærliggende bjerg med en aquavadukt. På toppen af borgen var der en friluftsscene, og herfra var der en skøn udsigt over det dybt blå hav og den skønne havn. Efter at have spist et par klemmer på værelset gik vi ned til båden. Motoren var stadig ikke lagt i, man ventede på kranen. Ejeren spurgte om vi ikke ville se sejl og motor, hvilket vi straks sagde ja til. Vi blev kørt hen til hans skilteværksted, Hvor motoren stod renoveret og nymalet på en lille lastbil. Her var også sejlene, som så fine ud. De var dog lavet noget tynde efter dansk standard. Det her jeg besluttede mig til at købe. Da vi kom tilbage til hotellet, ville mægleren gerne se om vi havde pengene, Og vi viste ham checken og alt var i orden. Sidst på eftermiddagen tog vi snorkel, briller og svømmefødder, og svømmede ud til et par små øer. Mens vi svømmede kunne vi se kranen hejse motoren i. Vi sol badede, og da vi gik hjem købte vi noget mad, som vi fik til aften. Aftenen tilbragte vi på altanen med udsigt til fiskejoller, der lyste fisk.

Ved middagstid næste dag kom kranen og løftede båden i vandet, nøglen blev drejet og motoren spandt som en mis. Da den havde trukket båden i et par minutter gik den i stå og var ikke til at starte. Man fik tilkaldt en anden båd, og blev trukket over til dens  havneplads. Ingen vidste hvad der var galt. Efter et stykke tid fandt vi ud af, at der ingen diesel kom til motoren. Man spændte rør efter og lige lidt hjalp det. Så begyndte Birger og jeg at blande os. Og vi fandt at der manglede en pakning i dieselfilteret. Herefter startede den med det samme, og vi lod den køre varm. Den kørte fint; Men den blev rigelig varm, især på den ene cylinder. Det påtalte jeg, og de forsvarede sig med at det var normalt med det varme kølevand. Når man så på termometeret, viste det normal temperatur. Jeg købte båden. Vi blev inviteret på ligkøb og underskrivning af kontrakt, som skulle stemples på politigården den næste dag. Endvidere skulle vi have båden afmeldt det græske skibsregister i Athen, Det ville tage et par dage. Det ville Berthold så klare, mens vi sejlede til Athen. Ligkøb bestod af det største fiskebord jeg nogensinde havde set, med flere forskellige slags vin. Stemningen var nok lidt høj da vi kom hjem den nat. Vi pakkede tidligt næste morgen, og tog en taxa til havnen med vores grej. Her lastede vi det ombord, og gik op i byen for at købe kopper, gryde, tallerkner, bestik, og det mad vi nu manglede. Mens vi så står og snakker om det, er der en pige der spør’ om vi ikke er danske. Ja, vi synes det var noget specielt, at stå på det yderste ad Europa, og snakke med en vild fremmed dansker. Tilbage i båden var ejeren kommet, og han og jeg tog på politistationen for at ordne papirer. Der havde de en mand til at rykke frimærker af arket, en til at slikke og en til at skrive under og atter en  til at se vi skrev under. Det er godt for arbejdsløsheden bemærkede den tidligere ejer. I båden var alt klar til afgang da vi kom tilbage, bortset fra spilerfaldet, som sad i toppen af masten. Da den tidligere ejer ikke havde lyst  måtte jeg lige op at se båden fra toppen.

Midt på eftermiddagen lod vi landgangen gå, og vores sejltur begyndte. Glade over at være kommet af sted, dog med fire dages forsinkelse, stod vi ud af havnen. Birger, som styrmand, og jeg luskende omkring på mit nye skib. Vi blev enige om at sejle med motor, til vi havde passeret øen Ta`sos. Det længste båden havde sejlet i sin tid i Kavalla.Der var jo næsten ingen vind. Da vi nærmede os øen følte vi, at vi tabte fart. Tankerne fløj igennem hovedet, tabte vi omdrejninger – nej ,altså ned og se om koblingen trak. Jeg sprang under dæk, rykkede dørken op, og så at skrueakselen var rykket ud af koblingen. Den hang kun i noten, det eneste stykke aksel der var synlig i kølsvinet. Var den faldet af havde vi haft et hul på 25 mm. til  havet.  Da akselen stadig roterede råbte jeg til Birger om at dreje så vi kunne få skuden og hermed skrueakselen stoppet. Med en rørtang kunne jeg nu få akselen trukket ind i koblingen igen. Umbraco skruerne kunne ikke spændes da de takkede over. Jeg gik op på dæk. Vi satte sejl, det kunne vi godt da vi havde foldepropel. Vi fik atter drift i båden. Jeg gik under dæk igen, for at finde noget at spænde skruerne med . Jeg fandt nogle torxbits, som jeg kunne banke ned i umbracoskruen og dreje med en svensknøgle. Akselen var atter fast. Jeg gik på dæk og vi tog os en tiltrængt pils.

Resten af dagen slappede vi af i en let vind for tværs. Da det mørknede, kunne vi se jollerne lyse fisk foran bjerget Athos. I løbet af natten passerede vi Limos og i morgenstunden så vi fyret på Efstra`tios. Her begyndte det at blæse op fra NØ. (Sortehavet). Det var dejligt at få liv i kludene og med vinden agten for tværs går det jo rigtig godt. Efter skios gik vi plat lens og vinden øgedes. Så da vi gik gennem strædet ved Andros ,surfede vi på bølgerne. Det blev aften og det var flot at se de lysende landsbyer på bjergsiderne, og forskellige belyste oldtidsminder. I den stadig stigende vind burde vi nok have rebet sejlet, men vi havde ikke lyst til at gå op mod vinden den nat, med den tætte trafik der var i området. Her kunne jeg mærke at jeg ikke havde sovet ret meget, så jeg gik ned og tog mig en ordentlig skraber.

Jeg vågnede, da vi skulle til at krydse ind mod Athen. Langs sydkysten af Salamis lå en del tankere for anker.  Da vi kunne se husene i Piræus var der ikke mere vind, så vi gik for motor ind. Inde i havnen var der mange store skibe og der var ikke til at finde en kajplads. Efter en del rundsejlads, fandt vi et bassin uden skibe, her lagde vi til. Jeg gik hen til et nærliggende hus, for at spørge efter havnekontoret. Der var et par soldater, så de var nok gode at spørge. Da de så mig fik de travlt med at genne mig tilbage til båden, det var militært område vi var på. Vi blev enige om at sejle udenfor industrihavnen for at finde en lystbådehavn. Vi lagde stævnen mod nord, og sejlede gennem et stort marineområde i strædet mellem Salamis og fastlandet.  Ved indsejlingen til bugten ved Elefsis, eller udsejlingen af det militære område, kom der pludselig en M.P. gummibåd  med to marinere i. De råbte os an . Og vi måtte forklare at vi skulle over på den anden side af bugten til lystbåds havnen. Bugten var fyldt med skibe af alle slags, fragt, tank, cruisere, og andet, som var surret sammen fire og fire klar til ophugning .Er der nogen der mangler en luksusliners fra tresserne, så spørg her. Da vi kom fri af skrotbådene, var vi kommet på første parket til vandflyvernes landingsøvelser. Det var også en oplevelse. Herfra vi tøffede så over på den anden side og i havn.

I Elefsis  fik vi ringet til Berthold, han kunne komme den næste dag med papirerne på båden og afmeldingen  fra det græske  skibsregister. Vi gik i land for at få nye pinolskruer og fedt til skrueakselen. Vi købte også proviant og fik nogle kontanter. Tilbage i båden fik vi nogle slappetimer og et godt måltid. Det var rart at være i havn efter tre dage. Næste morgen smuttede jeg en tur til byen efter hvad vi havde glemt, mens min bror passede båden. Vi fik skruet de nye skruer i koblingen og gjort klar til afgang. Over middag kom Berthold med papirerne og vi fik os en skarp. Hvilket vi fik hver morgen sammen med Birgers havregrød. En ret man fik lært at sætte pris på. Efter vi havde sagt farvel til Berthold, lod vi trosserne gå og lagde kursen vestover. Vi siksakkede rundt om flere pynter og kom ud i åbent hav. Her satte vi sejl. Jeg lagde mig op på fordækket for at slappe af; mens brormand styrede. Det var her vi første gang så delfiner.

Da solen begyndte at gå ned, kunne vi se fyrene til indsejlingen til Korinterstrædet. Vi sejlede over til los tårnet for at betale. Vi var tre både der sejlede gennem sammen. En luksus jagt, os og en kattemaran. Det var virkelig betagende at sejle i den dybe kløft med de natrium belyste sider og højt oppe en bro til jernbane og vej. På agterdækket på båden foran os var der dækket op til fin middag. Efter udslusning i det korintiske hav sejlede vi i den helt stille nat, mens vi så på lysene på land. Fantastisk romantisk for to ensomme mænd.

Ved Xilokastron begyndte vi at tabe omdrejninger, vi gav lidt mere gas og kørte en time til. Før det igen var nødvendig med ekstra gas .Vi kiggede på udstødningen, hvilket var svært i mørket, og så den var sort. Jeg besluttede at stoppe motoren. Vi lagde os til ro, for at se hvad morgendagen ville bringe. Vindstille, vindstille  og vindstille. Ferien for sejler hustruer. Alle sejl oppe, intet sker, badning i 25 grader varmt vand, øl og kedsomhed. En lille aftenbrise flytter os ca. ti sømil. Om morgenen er der atter en smule vind, der flytter os lidt. Det må være termiske vinde, vinde frembragt af forskellen mellem temperaturen over land og vand. Inde langs kysten kan vi se en enkelt sejlbåd ellers ingen. Til aften flytter vi os atter et stykke. Næste dag, efter morgen sejlads og badning, får vi os en forskrækkelse uden lige. To jetjagere dykker ned over os med et brag uden lige, ja hjertet sad helt oppe i halsen. Om eftermiddagen kom en franskmand lige forbi os, jeg stillede mig i stævnen med et reb og råbte ham an. Aldrig har jeg hørt så mange ukvemsord så hurtigt på fransk. Han sejlede forbi. I løbet af næste dag nåede vi Psaromita, hvor vi kunne se hvordan badebyen tog sig ud fra søsiden. Stadig med alle mulige forsøg med sejlstilling kom vi forbi E´gion og kunne overnatte ved øen Trizònia. Med mig som sol bader på fordækket sejlede vi så i løbet af dagen til Na`fpaktos. Her ankrede vi op uden for havnen. Vi ville i land og have set på motoren. Havnen var en gammel borghavn, og sammen med byen lignede det hele en stor borg spredt op ad bjergsiden.

Vi gik i land, hov, hov. Vi svømmede i land for at se på byen. Det var godt vi ikke var sejlet ind i havnen, den var så lille at man dårligt kunne vende der, og hvordan skulle det ikke gå uden motor. Der blev handlet lidt og så tilbage til båden. Nu var det tid til at tage toppen af motoren. Da toppen var væk stod det klart at der var gået en toppakning. Vi løftede også  cylinderen for at se om ringene var gået. De var ok. Jeg svømmede i land, for at få fat i en toppakning; men det var umuligt i den lille by. En almindelig pakning kunne jeg få. Den kunne ikke holde og så var vi lige vidt. Jeg lagde den gamle i igen med flydende pakning ,motoren var død. Lidt uovervejet ringede jeg til Jacob for at få ham til at tage en med, når han skulle til Marseilles. Ok det skulle han nok.

Min brors ferie var ved at være brugt og han måtte til at vende snuden hjemad. Vi besluttede at han skulle i land den næste dag. På den anden side af strædet. I Rion, var der en cementfabrik med den perfekte kaj. Kunne vi se. Så næste morgen lettede vi anker, Birger havde pakket og fået den smule drakmer jeg havde tilbage. Vi sejlede ind til kajen, og mens båden var i drift kastede han sit grej i land. Bagefter sprang han selv. Jeg drejede skarpt ud for at undgå en lodsende båd og var fri af land. Jeg så mig tilbage og kunne ikke se min bror .Jeg følte mig som Palle alene i verden.

Nå, op med humøret. Der var jo stadig et par sømil der skulle sejles. Det blev en slem omgang kryds sejlads ud gennem strædet ved Pa`rtai, hvor de landgangsbånds lignende færger sejlede på tværs. Jeg holdt mig længe langs den nordlige bred, med det lave land. Inden jeg gik sydvest på. Målet var at nå den 38. bredegrad, som jeg nåede næste formiddag. Her blev kursen lagt lige vest. Hen under aften, efter utallige kryds, nåede jeg sydvest hjørnet af Kefallinia. Det var et sted med mange krydstogts skibe, og meget liv i tarvernaerne ved stranden. Det var den nat mine batterier løb tør. Heldigvis havde jeg tørbatterier til min gps. I morgengryet satte jeg sejl og vinkede farvel til Grækenland. Adriaterhavet skulle indtages.

Det var en kold morgen med havgus, så jeg tog en trøje på før jeg fik spist den obligatoriske havregrød. Jeg fik sat sejl og i løbet af et par timer lettede havgusen, solen kom frem og en let vind fra nord fyldte sejlene. Ved middagstid krydsede jeg skibs ruten (nord-syd).Her kunne jeg se nogle koste og en fire fragtskibe . I løbet af eftermiddagen fik jeg en frisk vind, det var noget Maxien kunne lide.Så med rælingen i vandspejlet gik det over bølgerne til langt ud på aftenen. Pludselig hørte jeg noget falde på gulvet med en mærkelig lyd, nærmest et plask. Jeg låste roret og sprang under dæk. Da jeg i mørket rørte dørken var jeg i vand til knæene. Den var virkelig gal. Jeg sprang op i cockpittet  igen og arbejdede som en gal med lænsepumpen. Da den begyndte at tage luft ,sank pulsen så og jeg kravlede ned for at se hvad der var faldet på gulvet. Ak, det var min nye camcorder, fem tusinde  ud af vinduet. Jeg ledte så efter lækagen hvor vandet var kommet ind, og fandt langt om længe en revne i afløbet fra det selvlænsende cockpit. Det havde været under vand i mange timer i den gode vind. Jeg huskede at have set noget 3m.selvvulkaniserende tape i en af kistebænkene. Det fandt jeg og udbedrede skaden. Det var efterhånden blevet sent, så jeg tog en klemme og krøb i posen.

Det var en urolig søvn efter den oplevelse. Og jeg var lidt fortumlet, da jeg vågnede op til en helt stille solskinsmorgen. Af med bukserne, et reb om armen og på hovedet i havet. Det var dejligt at svømme rundt om den fuldt riggede båd i det helt klare vand. Uden vind kommer man ikke langt, og selv om man forsøger alt er det lidt nedslående at se de slappe sejl. I løbet af natten så jeg en trawler, som var det eneste skib det døgn. Efter morgenbadning og mad luftede det lidt og jeg begyndte at gå vestover. Hen på aftenen blæste det op og om natten begyndte det at lyne. Jeg lagde kursen om så jeg fik vinden ind som en bidevind, fordi jeg turde ikke blive i det uvejr. Da jeg kom fri af fronten kunne jeg igen lægge kursen om i vest. Jeg tændte min gps. for at se hvor meget jeg var kommet nord for den 38. breddegrad. Det var rimeligt. Desværre havde sallinghornets plastikpynt revet en lille flænge i genuaen.

Næste eftermiddag øjnede jeg noget rødt i det fjerne, det viste sig at være en legegummibåd som lå og drev. Jeg tog den om bord, gik op på dækket, og spejdede med kikkerten rundt for at se om der var nogen mennesker. Det var resultatløs. Om aftenen kom der havgus, så man skulle tro man var inde under land. Jeg checkede min gps, alt var ok.

I morgenstunden så jeg to sejl i det fjerne. Det var helt rart at se andre sejlere, jeg nærmede mig nok alligevel Italien. Nogle timer senere mødtes vi så, der blev vinket og råbt og så var de væk. De havde vinden agten ind, så de var hurtigt forbi. Sidst på dagen kunne jeg se spidsen af Italien og jeg holdt båden så højt mod vinden jeg kunne. Midt om natten var jeg så tæt på land at jeg kunne se de små fiskejoller og lysene fra byen Brancaleone. Jeg tog sejlene ned for kun at drive til det blev lyst, der var ingen grund til at gå i havn i den sorte middelhavs nat. Da det blev lyst, var der en fin vind, som jeg syntes jeg skulle udnytte. Der kom jo nok en anden by. Da jeg så ville lægge mig til vinden kunne jeg ikke tørne roret. Jeg for ned i agter kahytten, rev hynderne op, for med glæde at konstaterer at det kun var en møtrik der var faldet af. Den blev hurtigt skruet på, og kursen sat mod den næste kystby Bova. Her var der ingen havn, hvilket passede mig meget godt. Så jeg ankrede op ved  stranden og smed gummibåden i vandet. Så tog jeg min pung og en T-shirt i en plasticpose og tog mine svømmefødder på. Herefter sprang jeg i havet, og med gummibåden på slæb svømmede jeg i land. Det var rart atter at have land under fødderne igen. En uge alene i båd kan nok mærkes. Jeg fandt et supermarked hvor jeg kunne proviantere. Det var især vigtigt at få vand. Jeg fik også købt nål og tråd til sejlet. Jeg fandt en bar og fik mig en kop cappuccino, der blev nydt enormt. Godt belæsset gik jeg ned på stranden, til gummibåden med svømmefødderne i. Her kom varerne ombord og med mig som påhængsmotor tøffede jeg ud til skibet.

Efter tørring fik jeg mig et dejligt måltid, det bedste siden Grækenland. Så tog jeg rullefokken ned ,satte mig på for dækket og syede sejl. Pludselig var der en der bankede på skibet. Jeg rejste mig og så det var en ældre mand, der kom svømmende med min gummibåd. Den havde løsnet sig, uden jeg havde set det, og var drevet ind til stranden .”Preago” :sagde manden .”Multo grachie” : sagde jeg . Og efter et par smil og et par nik, svømmede manden atter ind til land.

Da jeg var færdig med sejlet satte jeg det og stævnede atter vestover .Men nu med Italiens syd kyst om styrbord.

Vel fra land så jeg to store motorbåde liggende side om side. Den ene dobbelt så stor som den anden. Pludselig startede de, og med fuld fart sejlede de mod vest. For så da de kun var prikker i horisonten, at vende om og komme lige så hurtigt tilbage. Efter racet lå de atter side om side. Nå, men jeg  var efterhånden kommet  hen til Melito. Her blæste det op, og bølgerne blev til spidse toppe med skum på. Her var nok nogle specielle strømforhold .

I Messina strædet var der meget vind og båden krængede godt, så der var fin fart på . Alligevel var der tid til at beundre den gamle vej, som var udhugget i klipperne  på Italiens siden. Ved skumrings tide dukkede en flok delfiner op ved siden af båden. De hoppede helt ud af vandet ,ja jeg kunne se dem over sø gelænderet. Det var en oplevelse. Omkring klokken 23 kastede jeg anker ved en badestrand lige syd for Messina by. Det var dejligt at gå rigtigt til køjs.

Jeg sov til op på formiddagen; men fik dog lettet anker før middag . Der var så mange færger mellem Messina og Villa, at de måtte vente på at få færgelejeplads. Så jeg sejlede i siksak mellem dem. Ved Tre. Faro fyret så jeg en svensk båd ,det satte tankerne i gang på dem der hjemme. Og efter at have set på badelivet på pynten, ville jeg sejle mod Sardinien. Men vinden ville så være lige imod. Derfor lagde jeg kursen så højt i vinden som muligt med luv side til bagbord. Sidst på eftermiddagen kom der en rigtig sommerbyge. Det var rart at få skibet skyllet af, alt blev meget friskere af det. Så var jeg til havs igen .Ingen landkending , kun mig selv. Godnat. I løbet af natten var der et par trawlere der holdt mig vågen, men hvad jeg kunne jo bare tage mig en formiddags skraber.

Næste dag så jeg noget jeg aldrig har set før. En hvirvelvind løftede vandet i en søjle på ca. en halv meter og ca. ti cm. I diameter, mærkeligt. Ellers skete der ikke noget, et gik bare mordover. De næste dage løjede vinden af, så jeg følte jeg lå helt  stille. Humøret sank ved tanken om den tid jeg brugte, og om jeg kunne nå Jacob i Marseille.

Den næste landkending jeg så var Bjerget M.Bulgheria. Her kunne jeg sejle helt inde under de stejle bjergsider. Så jeg sad og så på de ferierne mennesker, der camperede på pladserne og dem der badede eller fiskede fra små joller. Det var vældig hyggelig. Ved Castellabate fik jeg atter vinden lige i trynen, så jeg rundede det maleriske fyrtårn højt oppe med grotten under, og sejlede til S. Marco. Inden jeg stak til havs på en bidevind. I løbet af natten følte jeg mig forfulgt af en trawler der hele tiden havde kurs mod mig. I morgenstunden satte den kurs mod land . Vinden var løjet af så jeg lagde mig til at sove. Da jeg vågnede var der stadig vindstille og resten af dagen gik med at bade og spise.

Sidst på dagen 24 timer senere så jeg Positano ved Amalfi og i løbet af aftenen sent nåede jeg Cabri. Her var jeg nær ved at blive sejlet ned af en kæmpe motorbåd der kom agten fra. Den havde jeg slet ikke set i mørket og de havde heller ikke set mig. Så jeg signalerede voldsomt med min håndlampe, hvilket fik dem til at tænde deres projektør. Og de sejlede lige forbi mig. Det kan nok være at hjertet sad helt oppe i halsen. På grund af vinden kom jeg ind på syd siden af øen, hvor der åbnede sig et havnebassin med mange meget store lystjagter. Her bommede jeg for at komme videre nordpå. Jeg kom også igennem strædet mellem øen og fastlandet inden vinden døde. Jeg lå så og kikkede på Capri havn, hvor der var fest med nogle ballon dyr og farvestrålende lys. Det hele blev afsluttet med fyrværkeri, som  blev besvaret fra øerne ud for Napoli. Næste morgen var der stadig ingen vind. Og til middag måtte jeg vinke til kaptajnerne på færgerne, da de passerede mig for tredje gang. Halløj alt vel. Over middag kom der lidt vind og jeg kunne tilbringe natten midt i Napoli-bugten. Vinden var blevet bedre i løbet af natten og i morgentimerne gik det nordpå. Da jeg kom til hovedruten til Napoli så jeg et ubådstårn nærme sig. Jeg tørnede op mod vinden og gik i stå . Hvilken en oplevelse det var at være på første parket til dens passage . Mange meter foran tårnet løftede havet sig op, og bagved var det spejlblankt. Jeg fortsatte og blev så overhalet af en mængde speedbåde med unge mennesker, som regel  to tre drenge og så flere bikini klædte piger i hver. De sejlede ud til den hvide by Procida. Jeg sejlede videre nu tæt på klipperne ved Monte di proc. Der var meget stejlt lige fra kystlinien, og igennem bjerget var der en tunnel ud til et gammelt fort. Ligesom i en krigsfilm. Vinden var nu helt stabil for tværs, så jeg kunne surre roret og lave mad, mens det bare gik derud af. Men forrådet var ved at være brugt op, så jeg måtte til at tænke på at komme i havn. Den nat tilbragte jeg ved Geata.

Om formiddagen kom jeg til Sperlonga. En rigtig badeby, hvor stranden på afstand havde forskellige stærke farver, rød, gul, grøn, blå. Det viste sig at være sol parasoller en farve for hvert hotel. Jeg sejlede ind til havnen, men det var en meget lille ”borghavn”, så  jeg sejlede ca . hundrede meter mod nord. Her kastede jeg anker. Mens jeg gjorde mig  klar til indkøbstur, kom der en ung mand vandcyklende ud til mig. Han forklarede mig på Ital-Engelsk, at hvis jeg blev liggende der ville der komme politi og fjerne mig. Båden var drevet en bådlængde inden for nogle bøjer, der var lagt ud. Jeg hev ankeret op , rullede fokken ud og sejlede hen til et sted hvor der var joller på stranden. Gummibåden kom i vandet, penge og tør t-shirt i, og jeg i vandet med svømmefødder. Da jeg kom i land, bandt jeg gummibåden til en gammel robåd på stranden. Svømmefødderne lagde jeg i den og tog det tørre tøj på. Jeg gik ind i landet gennem nogle frugtplantager, indtil jeg kom til en asfalteret vej . Her så jeg et stort skilt ”Volvo” det kan nok være det trak i mig for at købe en ny toppakning. Men jeg havde jo fået Jacob til at købe en i Danmark og tage den med. Jeg drejede ind mod byen. Turen på landevejen var varm og lang. Endelig var jeg i byen. Det var en pæn by med palmer langs vejen. Græsplæner ned is – og drinks boder, hoteller og et hav af turister. Jeg fik provianteret og meget vigtigt batterier til håndlampe og gps. Godt belæsset slæbte jeg poserne hen langs stranden mellem badende børn og solbadere. Da jeg var ud for båden, læssede jeg varerne i gummibåden og svømmede ud til Jalle igen. Her fik jeg mig en frisk barquet med pålæg, en luksus middag for mig. Herefter satte jeg sejl og lagde kursen nord på. Sidst på dagen nåede jeg M.Circeo, hvor jeg selv med lange ben, måtte krydse fire gange for at komme til det samme fyr. På et af krydsene kom en sejler forbi ,som råbte :”Dein genua”. Ja det var rigtig nok, min syning var ikke af de bedste. Der var kommet en lille revne i sejldugen. Den aften tilbragte jeg med at se på hvad der skete inde på stranden. Bl.a. Blev der trukket lys ud i vandet, noget jeg havde set flere steder. Da det ikke blæste ret meget næste dag, satte jeg spileren og det gik atter videre. Da jeg om eftermiddagen kunne se flyene starte og lande i Fiumicino lufthavn ved Rom, sagde jeg farvel til den behagelige kystsejlads og lagde kursen mod Korsika. Det vil sige ikke en streg under vest . Da Italien kun var en linie på horisonten, begyndte det at blæse op jeg bjergede spileren. Dog var det allerede for sent så den måtte en tur i baljen inden den kom indenbords. Den nat var jeg igen i et fiskeriområde så der blev ikke sovet ret meget.

Næste dag  kunne jeg se en sky i det fjerne ,hvilket som regel betyder at der er en ø. Det var I.di Giannutri, en lav ø med et enkelt fyrtårn. Jeg syntes nu at dagene lignede mere og mere hinanden, heldigvis gik det den rigtige vej. Natten blev atter tilbragt med at se på fiskerbåde, det er dog utroligt så mange der er. Jeg følte mig helt landflygtig, når jeg kun havde lys på hvis der var nogen i nærheden. Om formiddagen passerede jeg Montecristos ø og om eftermiddagen så jeg en flok hvid hovede   hvaler, der gik i havoverfladen. Endelig en fredelig nat. I morgenstunden kunne jeg se at jeg var kommet rigeligt tæt på øen Pianosa, så jeg holdte en lidt sydligere kurs indtil jeg var fri af øen. Så blev kursen atter vest, og det de næste 24 timer. Jeg sejlede helt ind i bugten ved Batista, for det var tid til at ringe hjem. Der var mange croisers, der sejlede forbi her. Da der kom en tæt på, der var en kattemaran .Ville jeg se, hvor stor bølgerne var efter en sådan. Jeg satte mig ud i stævnen med et ben på hver side og holdt med begge hænder om prædikestolen. Da den første bølge havde lagt sig, tænkte jeg:”Var det ikke andet”. Men så kom nummer to. Og det kan nok være at jeg blev våd. Ikke en plet på mig var tør. Nå, spøg til side. Kursen blev sat nord ,og med vinden ind fra agten surfede jeg videre. Det var blevet, mørkt da jeg nåede fri af Korsika. Og da vinden havde lagt sig helt til havblik, tog jeg sejlene ned. Jeg krøb i soveposen og sov.

Bang!! Hele skibet gennemrystes og jeg vågner med et sæt. Bang!! Inden jeg når at komme op og se hvad det var. Jeg var sejlet ind i en klippe ! .Hurtigt var jeg oppe på dæk, fik løsnet spilerstagen og staget fra land. Heldigvis var der havblik, så grundstødningen var kun på grund af dønninger. Vel af grunden kunne rulle fokken ud og derefter sætte storsejlet. Mens jeg så gned søvnen ud af øjnene, rundede jeg kap Korse og startede på det sidste lange ben mod Frankrig. I de næste mange timer blev der jævnligt set efter vandindtrængning og heldigvis uden grund.

Det var, som beskrevet, en hel stille morgen. Så jeg sejlede i retninger mod der, hvor var lidt krusning på vandet. Da jeg kom helt fri af klipperne, luftede det lidt mere, for ved middagstid at have en god vind på tværs. Så der var god fart i båden. Sidst på eftermiddagen så jeg en sky på den ellers så klare himmel .Jeg bemærkede også, at andre skibe ændrede kurs, så de ikke kom hen under den. Men jeg sejlede videre. Da jeg så kom hen under den, rejste bølgerne sig så højt, at jeg var nød til at ændre kurs. Herved kunne jeg surfe på dem. Der var rigtig fart i skibet. Efter ca. fire timer var jeg kommet fri af skyen, og vandet  blev atter normalt. Det var rart for jeg var godt træt i armene. Mørket sænkede sig og det eneste jeg kunne se var lysene fra luksus damperne i det fjerne. Det var tid at få en klemme og hoppe i posen. Jeg kunne godt mærke at det var blevet koldere i vejret om natten nu. Næste dag fandt jeg ud af at spaghettiskruer er gode som slik. Det var det eneste jeg havde at bruge som slik. Heldigvis havde jeg mad og vand nok. Min mave fejlede gud ske lov heller ikke noget; men der kunne gå dage mellem toiletbesøg. Jeg spiste kun når jeg var sulten, og der var længere og længere tid imellem.  Atter en nat på havet, med udsigt til dampernes lys og leben.

I dag skulle jeg så kunne se land, det er ligesom lidt sjovere end når det kun er den bare horisont man kan se. Først da lysene i land blev tændt om aftenen, kunne jeg se kysten. Jeg tændte min gps. Og med positionen ,fandt jeg ud af at jeg var sydvest for st.Raphael . Jeg fulgte kysten mod st. Tropez . Da jeg havde sejlet nogle timer, var der kyst lys hele vejen rundt om mig. Jeg prøvede at finde den vej jeg var kommet ind ,men måtte opgive. Jeg havde jo ingen motor, så jeg ville ikke for tæt på land. Jeg  tog sejlene ned og lagde mig til at sove. I  morgenstunden kunne jeg så sejle ud af bugten ved st.Tropez og fortsætte turen langs kysten. Det var en grå og trist morgen. Man kan rigtig mærke at man er kommet noget nordligere, så mon ikke det bliver et rigtigt blæsevejr i dag:” Tænkte jeg”. Og ganske rigtigt i løbet af formiddagen kom der rigtig træk i sejlene. Det var et dejligt syn med den grønne kyst, det blå hav og himlen med de hvide skyer dansende hen over. Alt imens jeg nærmede mig C. Camarat. Jeg begyndte at tænke hvordan vinden var når jeg kom fri af kysten, jeg kunne se de mindre både vende når de nærmede sig fyret. Ganske rigtigt de første to kryds gav ingenting, nærmest det modsatte. Så jeg stak langt til havs i kølvandet af et gammelt træskib, da jeg ikke ville længere ud bommede jeg og satte atter stævnen mod land. Da jeg nåede kysten igen kunne jeg stadig se fyret jeg var kun lige kommet rundt om pynten .

Pludselig lød der et smæld efterfulgt af lyden af et par bukser der revner. Genuaen var ødelagt. Båden gik i stå og begyndte at vippe . Sådan noget l…. . Nå men der var ikke noget at gøre , jeg måtte på dæk for at skifte forsejl . Op til masten for at løsne faldet, og så ud på stævnen . Her siddende med et ben på hver side af stævnen , hev jeg det blafrende og iturevne sejl ned .Det kan nok være jeg blev våd . Jeg rullede sejlet sammen og som det sidste tog jeg faldet af, det satte jeg fast på prædikestolen . Jeg smed sejlet ned i kahytten . Så kravlede jeg ind under cockpittet efter et andet . Jeg bar det op på det gyngende dæk og helt ud i stævnen . Da jeg havde sat det på plads i slidsen og sat kovsen fast i sejlet , gik jeg tilbage til masten og opdagede her at faldet var løbet ind i masten . Det er godt jeg fik trukket spilerfaldet ned ,da jeg var i Cavalla .Det brugte jeg nu. Jeg tog det over skulderen og bandt det fast i prædikestolen ,således at når jeg lænede mig frem trak jeg i sejlet . Nu kunne jeg bruge begge hænder til at komme sejl i slidsen og holde mig fast i søgangen . Sejlet kom op og jeg kunne fortsætte sejladsen . Jeg sejlede tæt på land for at få noget læ. Man kan jo spørge hvorfor jeg ikke gjorde det straks . O.k. jeg havde ingen til at styre . Resten af dagen gik med at krydse ,bla . ud til to militære øer , med kanoner og radarer. Da mørket faldt på ,kunne jeg se himlen over en landtange mod vest ,blive skyet og senere blev de oplyst i mange forskellige farver . Det er første gang jeg har set den form for fyrværkeri . Som man kan forstå havde vinden lagt sig og jeg satte kursen væk fra kysten. Hen på natten faldt jeg i søvn . Der er blevet noget koldere om natten , men soveposen er altid rar og varm. Om morgenen var det  blæst lige i ansigtet ,så  det blev atter sejlads i siksak hvilket giver meget lidt at spise ,når man er alene . Da mørket faldt på var jeg nået til Iles d`hyeres eller nærmere Ile d`porquerolles. Jeg prøvede at sejle synden om øen, men stormen var så stærk at jeg sejlede tilbage til læsiden af øen. Der var rigtig fart på da vinden kom ind agten for tværs . Pludselig hørte jeg brændingens brusen ,jeg lænede mig ud over siden og så skummet fra skærene to meter fra båden. Jeg holdt vejret til jeg var forbi . Det havde været godt med et søkort over området. Da jeg var indenfor øen, hører jeg et knald og så fik jeg plastikstumper ned over mig. Det var rullebommens plastikliste jeg fik i hovedet. Den  var knækket i stormen. Så i den sorte nat tog jeg storsejlet ned og afmonterede listen. Halvdelen af plasten sad stadig i sejlet det måtte jeg også have af. Så da det lysnede var hele cockpittet fyldt med sejl, og  jeg var sur. Da ville jeg i havn. Jeg hev storsejlet op uden slæder, rullede genuaen ud  og satte kurs mod land. Det blev port Miramar jeg gik ind i. På en lille trekant af storsejlet fik jeg manøvreret skibet  forbi havnekaptajnens hus, og under megen råben fra ham, sejlede jeg ind i bunden af havnen droppede agter ankeret og drev ind på plads. Det var meget forkert af mig at sejle forbi huset. Det var meget forkert at gå i havn uden motor. Som straf blev jeg bukseret hen til huset og fortøjret der. Det kan nok være at de fik noget at snakke om i havnen. Men flere  kom hen til mig og sagde at det var flot sejlet. Som et lille ps. Der stod ingen steder at man ikke måtte gå ind uden motor.

Vel i havn var det tid til at kontakte Jacob. Jeg fik ladet min telefon op ,så jeg kunne ringe. Jeg kom igennem med det samme. Jeg fortalte ham hvor jeg var og at han kunne tage toget fra Marseilles. Hvortil han svarede,at det var lidt svært da han  stod på Vesterbro i Aalborg. Han havde set forkert på billetten. Jeg kom til at udøse af mim skuffelse oven på det jeg lige havde været igennem. Det udløste noget røre hjemme i Danmark. Jeg låste båden og gik i land. Det var en rigtig rigmandshavn med dyre butikker. Så jeg gik op til en by for at handle. Det var en rimelig lang tur. Da jeg kom ud af butikken åbnede jeg en kæmpe cola og ditto chokolade. Det skred lige ned i vommen. Om aftenen var jeg på restaurant  lækkert. Hele havnen var spisesteder butikker tivoli, der var meget at se på. Næste dag fik jeg handlet det jeg manglede, fik betalt havn og gik en tur. Om eftermiddagen bad jeg en mand i en gummibåd om at trække mig ud af havnen. Han sagde ja og jeg var på farten igen.

Det var lidt træls at krydse mod vinden, når storsejlet ikke rørte masten . Vinkelen  til vinden blev ret stor og der blev derfor mange kryds. Men fremad sejlede jeg da. Ved udsejlingen fra Iles d´Hyeres  var det nærmest storm lige i stævnen , så jeg lagde mig for anker, sammen med nogle andre skibe,  for at få noget at spise. Efter aftensmad mente jeg at vinden var lettet så meget at jeg kunne fortsætte . Men det blev et arbejde uden lige at sejle i de høje bølger i modvind. Jeg holdte mig langs kysten til det begyndte at mørkne . Da opdagede jeg en lille vig med stejle bjergsider omkring. Jeg sejlede derind, men kun for at finde ud af at der var en susende hvirvelvind. Atter stævnede jeg ud  og i løbet af natten nåede jeg Cap. Cepet  .Her søgte jeg læ og ankrede op. Om morgenen  rundede jeg så pynten, mens en del motordrevne både overhalede mig. Langsomt gik det forbi Pte. De la Cride. Da jeg ikke kan fransk, fandt jeg først ud af hvad det betød da  jeg så den. En kæmpe krokodille med åbent gab i klippeformation. Det var også her alle krydstogtskibene gjorde holdt. Ved La Cioat var jeg så langt inde ved kysten at jeg kunne se ned i et stenbrud ,som lå under havets overflade. Hen på eftermiddagen stak jeg til havs igen for at få en rolig nat.

Næste morgen blev jeg vækket af en værre råben og skrigen. Jeg stak hovedet op og så et skib fyldt med børn. De var ved at sætte en gummibåd i vandet. Da de opdagede mig, blev der helt stille. De havde nok regnet med at det var et forladt skib, som de så havde ret til. Jeg vinkede til dem, og de fik travlt med at få gummibåden på dæk igen. Efter morgenmad satte jeg sejl og over middag  passerede jeg den sovende Maria , også en klippe. Herfra kunne jeg se Marseilles. Jeg sejlede forbi Vieux port og industrihavnen  til port  de L`Estaque. Her var vinden helt løjet af . Jeg stillede mig op i stævnen og spurgte de forbipasserende om hjælp. Endelig kom en lille båd med et par piger . Den slæbte mig i havn. De blev inviteret på øl ,og vi fik os en god snak. De sørgede for at jeg som nødstedt kunne ligge gratis.

Næste morgen var det atter en solskinsdag. Rokluppen som lå lige ved den bådbro jeg lå ved var åbnet og børnene der havde travlt med at komme ud at sejle. Jeg tog et hurtigt morgen måltid, fik shorts og en t-shirt på. Og så af sted mod Jacobs hotel inde i city. Jeg gik op til busstopstedet, hvor bussen kom snart efter. Da jeg var kommet ind i bussen og ville betale kunne jeg ikke forstå hvor meget jeg skulle betale. Jeg kunne ikke fransk og chaufføren kunne ikke hverken tysk eller engelsk. Jeg satte mig på forreste sæde med pungen fremme så jeg kunne betale, når han evt. kunne skrive taksten til mig. Efter ti minutter kom to mænd ind i bussen. Det var billet kontrollen . Så var jeg nød til at forklare med hænder og fødder hvorfor jeg ingen billet havde. Forklaringen blev godtaget. Inde ved den store lystbådehavn stod jeg så af. Jeg fandt hurtigt MC. Donald, som lå i nærheden af det hotel Jacob havde boet på . Men det tog alligevel en halv time og et besøg på turistkontoret at finde hotellet. Her havde han efterladt et sæt toppakninger og nogle private papirer. Nu havde jeg en fantastisk lyst til en burger, så jeg styrede lige hen til MC.D. Her fik jeg en kæmpe menu , hvilket jeg nød i fulde drag. Men det var nok lige i overkanten af hvad min efterhånden nøjsomme mave kunne klare, så et toiletbesøg var absolut nødvendig. Da jeg spurgte ved disken, var toilettet alles kaput .Det var min mave også. Jeg gik i rask trav ud på gaden og jeg kunne se en anden MC.D. hvilket for mig betød toilet. Da jeg  kom til wc døren ,var der en seddel på ,hvor der stod lukket. Heldigvis var det en halvdør ,så jeg kravlede under og fik lettet trykket på det ulækre sted.

Da det var søndag var de fleste butikker lukkede, men jeg fandt en alt mulig butik hvor jeg kunne købe en forlængerledning til mit slunkne batteri. Sidst på eftermiddagen var jeg atter ved havnen , men den var blevet låst . Jeg firede mine indkøb over hegnet i min t-shirt ,hoppede i vandet og svømmede over til min båd. Efter maden reparerede jeg atter motor . Uheldigvis kom jeg til at knække to stempelringe da jeg satte cylinderen på plads. Nu var gode råd dyre. Heldigvis havde jeg Volvo Penta kataloget med mig fra Danmark. Her var telefonnummeret på Volvo i København. Efter et bad satte jeg mig i cockpittet og fik en øl mens solen blev rød i vest og mørket faldt på. Man sover godt, når man er vel i havn. Så det var op af formiddagen da jeg vågnede. Jeg gik op til Yvette (supermarkedet) og købte barquettes frisk morgenmad  en ren luksus. Herefter ringede jeg til Volvo Danmark for at få adressen på Volvo Marseilles. Hun lød lidt forundret ,men fandt den. Jeg greb straks bykortet og fandt gaden . Nå atter til byen. nye ringe kunne jeg ikke undvære, så der var vel ingen vej uden om. Billetten til bussen blev betalt og jeg kom ind til centrum. Her fulgte jeg havnebassinets nord side, der var nok at se på, ud til indsejlingen. Hvor der var en trappe op til en gammel bydel. Jeg så en række garager, hvorover en af dem stod VOLVO. De var alle lukkede, så jeg satte mig på trappen og ventede. Efter en time kom en ung mand og åbnede ved siden af. Ham spurgte jeg hvornår VOLVO åbnede. Snart, sagde han og slog ud med armene. Jeg ventede en time til og så blev der åbnet. Det var en  ældre typisk franskmand der havde butikken. Han forstod kun fransk, men han havde en datter der kunne engelsk. Så jeg talte med hende i telefonen og bagefter talte hun med ham. Han havde ikke ringene, men kunne bestille dem. Jeg måtte så lægge et depositum. Så sagde han det ville vare tre dage. Det var som om min verden gik i stå, men jeg måtte vel bare finde mig i det. Dette måtte skyldes ned . Der var et torv i nærheden med borde, musik og mange kunstneragtige mennesker. Her  fik jeg en opstrammer. Mens jeg sad i skyggen under træerne, hørte jeg et klokkespil. På bykortet kunne jeg se det måtte være katedralen der spillede. Jeg gik derhen og ind. Inde i kirken var der opstillet en mannequindukke, hvortil der var en lang kø af mennesker.De ventede på at røre eller tørre den med lommetørklædet . Skøre katolikker. Efter en tur på  strøget med shopping tog jeg bussen til havnen.

Hjemme igen, gav jeg mig til at rydde op. Det er godt at gøre når man skal tænke sig om. Da stod det klart for mig. Jeg måtte have en hjemmelader. På turen fra byen havde jeg set en tankstation, jeg regnede med  at kunne købe en der. Jeg fik lidt mere tøj på og begav mig af sted til fods. Der var længere end jeg havde troet; men jeg fik købt min lader og gik da også hele vejen tilbage. På molen mødte jeg en lille kraftig mand, der var ved at male sin jernbåd. Han var freelance dekoratør i et indkøbscenter, som jeg også havde bemærket fra bussen. Manden var egentlig tysk, så det kan nok være vi fik os en snak over et par bajere. Han bedyrede at jeg ikke skulle betale, da jeg var nødstedt. Da jeg atter blev alene fik jeg sat hjemmeladeren til og gik til køjs.

Næste morgen  gik jeg op til Yvette, kassedamen i supermarkedet, for at købe ind. Jeg var efterhånden helt tørlagt. Tilbage i båden igen kunne jeg så nyde morgenmad med frisk brød, mens jeg sad og så på de hvide havnebygninger med baggrund af brune bjerge. Da jeg var færdig efterså jeg  batteriet, som ikke havde taget imod opladningen. Jeg måtte have et nyt . Heldigvis havde jeg bemærket en gammel sækkevogn med støbejernshjul inde ved kajakkerne. Jeg gik ind og spurgte om jeg kunne låne den. Det kunne jeg godt. Så vandrede jeg den samme vej som dagen før, bare oppe i bakkerne til jeg kom til indkøbscenteret. Nu var det lige, hvor stiller man en udslidt sækkevogn uden den er smidt væk , når man kommer igen. Jeg fandt nogle buske til at stille den bag. Det var dejligt så nemt en indkøbsvogn kører efter turen med sækkevognen. Jeg fandt hurtigt en 100 A. batteri, nu skulle jeg også bruge søgeblade til at stille ventilerne med. Jeg fandt en ung mand og forklarede ham det 100 gange inden han forstod. Lamelle sagde han, og det var så det. Her så  jeg også  manden fra havnen på arbejde.

Turen  hjem var rigtig træls med det tunge batteri. Og godt svedig ankom jeg til båden. Her mødte jeg en anden mand med en lang grå hestehale. Han sagde at han var fra Paris og hver sommer tog han og hans kammerat til Korsika på ferie. Han spurgte om jeg ikke kom over i hans båd, når jeg var færdig med batteriet. Jeg satte hurtigt batteriet til og gik over til ham. Her drak vi et par flasker rødvin og jeg lånte hans ekstra nøgle til havnen. Nu kunne jeg komme ind og ud af havnen om aftenen. Det blev fejret med en godnat øl på strandpromenaden. Jeg lod batteriet være i fred den næste dag. Og koncentrerede mig om justering af motoren. Om eftermiddagen tog jeg en turist tur til city, hvor jeg fik handlet lidt til ungerne derhjemme. Det var rart ikke at have noget program, bare daske rundt . Da jeg rundede banegården faldt tankerne helt naturligt, hvordan kommer jeg hjem. Godt i havn igen mødte jeg manden med hestehalen, som spurgte om jeg ville have en øl om bord på sin båd. Det ville jeg gerne, og snakken kom hurtigt hen på transport af båd til Danmark. Han fandt annoncer i forskellige blade og var næsten overvenlig. Inden jeg gik over til mit eget skib nåede jeg at blive inviteret  ud at spise om aftenen. Jeg stillede ovre hos ham klokken 20 , og vi havde en utrolig hyggelig aften på det værtshus hvor marseilles`fodboldshold  plejede at komme. Jeg troede vi skulle deles om regningen, men jeg måtte ikke betale en cent.

Efter mange forsøg fik jeg liv i motoren. Den sodede lidt men gik ellers godt. Da den havde kørt et kvarter stansede jeg den. Jeg gik i land og provianterede. På vej tilbage så jeg at min nye ven havde båden fuld af gæster, så det ville jeg benytte mig af. Jeg fandt nøglen og fik sagt tak for denne gang. Glad om hjertet stod jeg ud af havnen og var ikke uden for mundingen før motoren atter gik i stå. Sådan noget lort. Jeg var nød til at kaste anker, for ikke at drive ind mod stenmolerne . Efter nogle forsøg kom den i gang  igen. Jeg trak ankeret op igen men kunne ikke, det måtte hænge et par meter nede i vandet. Heldigvis var jeg fri ,så jeg kunne sejle. Godt klar af land fik jeg skåret et reb af ankeret, og hevet det indenbords. Jeg var ellers ved at tro jeg var blevet svag samtidig med jeg havde tabt mig. Så blev stævnen sat mod port st. Louis for motor.  Det var en dejlig dag med en let brise, så jeg tænkte på at sætte sejl .Men jeg skulle jo afprøve motoren så det blev ved det. Ved port de Bouc lå mange fragtskibe og ventede på losning. Efter den nordligste bøje blev kursen sat vest og jeg kunne sejle ind i kanalen til Port st.Louis. Jeg sejlede helt ind i bunden af havnen, hvor jeg lagde til kaj. Da det var gjort kom der nogen og bad mig om at ligge ved en anden bro. Hvilket jeg så gjorde. På turen ind i havnen begyndte motoren atter at ose fælt, så jeg ville se på den dagen efter. Oppe på kajen sad en familie og fiskede, faderen rodede med simcaen . Jeg lånte ham en tier-nøgle og vi var venner . Jeg fik smagt på deres små fisk, som de ristede på et campingblus, så snart de var oppe af vandet. Om aftenen gik jeg en tur gennem byen af ren nysgerrighed. Da motoren atter var uden top, stod mig klart at jeg ikke kunne sejle på floderne. Den var ikke stabil nok.

Det blev til mange gå ture rundt i omegnen. Jeg gik bla. Ud til en ophalerplads jeg havde sejlet forbi. Her fik jeg en pris på en optagning og pålæsning på lastbil. Så var det bare om at finde en . Jeg ringede til Leo i Løgstør, som fortalte mig at jeg skulle ringe til et firma i Århus. De satte mig i forbindelse med en hollænder, der havde en fri tur hjem.

Jeg spurgte  mine fiske venner hvor der lå en banegård, men Jeg kunne ikke forstå hvad de mente. Så var der en ældre mand i en lille ”Smart” bil, som råbte taxi-taxi-taxi .Jeg hoppede ind og blev kørt hen til den nedlagte banegård. På et nærliggende  turistbureau fik jeg et landkort med et kryds hvor den nærmeste banegård lå. Jeg tilbragte de næste par dage med at gøre båden klar til lastbilturen . Og hver gang den ældre mand kom på  havnen råbte han taxi-taxi-taxi. Den sidste dag i havnen var der byfest. Med tyre løb i hovedgaden og masser af mennesker.

Det var atter tid til at sejle. Den sidste korte tur i middelhavet. Jeg fik fortøjret båden godt og gjort masten fri, så den var let at tage af. Jeg betalte pladsmanden for optagningen og gik om bord for sidste gang. Jeg hørte dansk kortbølgeradio om aftenen . Det var helt underligt at høre modersmålet efter alle de dage.

Næste morgen meget tidlig startede turen hjem. Først fire kilometers gåtur med oppakning. Så rutebil til banegården. Herfra med tog til Strasbourg, hvortil jeg kom om aftenen klokken ti. Det var en flad følelse at køre i tog ved siden af Rhon, som jeg skulle have sejlet på. Derefter gik turen mod Stuttgart til  Bruchsal, hvor jeg skulle skifte til et tog fra Basel. Men der kom ingen tog.  Så står man der klokken halv et om natten med alle sine talenter. Toget var brudt sammen.  Heldigvis var  jeg ikke ene kat i kurven , nej der var to familier og en fem syv forretningsmænd ,som ikke var længe om at få fat på stationsforstanderen. Stakkels ham, en banefunktionær ved DB. Forretningsmændene skældte ud og ville have mad og flybillet til Hamborg. Med sved på panden fik han fat i et biltog, som han fik stoppet . Så jeg fik min egen sovekupe, hvilket var helt lækkert .

Vi blev vækket i god tid syd for Hamborg, og fik at vide at helt ekstraordinært standsede vi på Hamborg  h i stedet for Altona, som var planen. Så snart toget standsede løb jeg op til billetkontoret for at købe billet hjem. Her fik jeg at vide at toget til Danmark kørte nu. Så jeg fik benene på nakken og nåede også toget. Næste skift var i Fredericia, her var der tid til en pølse gud hvor var jeg sulten. Jeg fik også ringet hjem ,så familien kunne vide hvornår jeg var hjemme. Det var rart at se dem på banegården og som Ebbe dog var vokset. Hjemme igen hurra!

Da båden blev afleveret i marina Aalborg, sagde chaufføren at det havde været bedre hvis han kunne have taget den på i Grækenland ….