Medlemsmøde – Frivillighed, fælleskab & samvær

Kære venner
Invitation til temamøde
Frivillighed, fællesskab og samvær i Aalborg Sejlklub

Vi håber, at du har haft en dejlig sommer fyldt med gode oplevelser på vandet og i klubben.

I Aalborg Sejlklub er vi stolte af det stærke fællesskab og de mange frivillige hjælpere, der hver dag er med til at få klubben til at fungere. Uden deres indsats – både store og små bidrag – ville vi ikke have de mange aktiviteter, det klubliv og den gode stemning, vi kender i dag.

Vi inviterer til denne temaaften for at synliggøre, hvad der egentlig sker i AS, når frivillige yder en indsats. Selvom vi allerede har mange frivillige, har vi brug for flere
  • For at undgå at opgaverne bliver for store for de få.
  • For at sikre, at vi fortsat kan udvikle og drive de mange aktiviteter, klubben tilbyder.
  • For at være klar til fremtidens behov, hvor der ellers kan komme til at mangle hænder.

Vi mangler frivillige lige fra at hygge med krabbefangst sammen med de helt små, være brovagt når de lidt større børn er på vandet, være bådfører for de nye sejlere, være med til at lave hyggelige sociale arrangementer og hjælpe med at holde vores både, motorer og andet grej i tip top form.

De seneste år har vi nået meget sammen, men som overskriften antyder, står vi over for en stor udfordring:
Det er blevet sværere at tiltrække og fastholde frivillige.
Hvis vi ikke vender denne udvikling, risikerer vi at:

  • skulle ansætte personale til opgaver, frivillige tidligere løste (hvilket jo vil betyde at prisen for at være medlem vil stige)
  • eller skære ned på eller værre endnu helt lukke ned for nogle aktiviteter og tilbud

Det vil vi helst undgå – og derfor har vi brug for en ærlig og konstruktiv snak med dig og dine klubkammerater om, hvordan vi i fælleskab kan løse udfordringen.

Temamøde i klubhuset
Tirsdag d. 30. september kl. 19:00 til ca. 21:30


Program:

  • Kl. 19:00 byder formand Ole Skjaerbaek velkommen og giver et oplæg til aftenens tema.
  • Afdelingerne har opstillet “stationer” rundt om i klubhuset, hvor de vil fortælle om de opgaver, der skal løses på netop deres område og hvilke opgaver som du kan være med til at løse. Her kan du også komme med dine forslag.
  • Klubben er vært for lidt hyggemad med øl, vin, sodavand, kaffe eller te.
  • Ole afrunder aftenen kl. 21:30
TILMELDING
Arrangementet er gratis og tilmelding er ikke bindende. Vi vil, af hensyn til forplejning, bare gerne have en idé om, hvor mange der cirka kommer.Send en mail til ffs@aalborg-sejlklub.dk og skriv hvor mange I regner med at komme.

Vi har brug for dig
Vi ved godt, at det er en travl tid vi lever i, men håber at du vil bakke op om klubbens aktiviteter. Uanset hvor lidt eller meget tid du har mulighed for at byde ind med, eller hvis du bare er nysgerrig på hvad der sker i din klub, så er du meget velkommen.Bestyrelsen kan lede klubben, men uden opbakning fra medlemmerne kan vi ikke holde hjulene i gang i en klub af vores størrelse.

Vi glæder os til en aften med dialog, fællesskab og gode idéer – sammen finder vi vejen frem.

På vegne af bestyrelse og afdelingsledere

Med venlig hilsen
AALBORG SEJLKLUB

Ole Skjaerbaek
Formand