Klublivet
Vi er en velfungerende ungdomsafdeling, som har fokus på at
- skabe sejlere for livet.
- gøre det sjovt at komme på havnen såvel på land som på vandet.
- have godt sømandskab dvs. sikkerhed til søs, udvise praktisk, moralsk og etisk god opførsel.
- bidrage til at opbygge gode kammeratskaber.
- opfordre til kapsejllads og opstille gode rammer hertil.
- fastholde og tiltrække nye sejlere.
Udover de to ugentlige træningsaftener tilrettelægges forskellige aktiviteter, som tager udgangspunkt i ovenstående.
Med hjælp fra forældrene arrangeres der 2-3 gange i løbet af sejlsæsonen fællesspisning for sejlerne og/eller deres forældre og søskende. Det er nogle hyggelige aftener, hvor man slipper for at skynde sig hjem og lave mad, men derimod kan nyde samværet med kammeraterne og de andre forældre og søskende. Fællesspisningen foregår som regel efter træning og mod en mindre egenbetaling.
Ungdomsudvalget udvælger nogle begynderstævner, som vi har gode erfaringer med at deltage i. Til disse stævner arranger vi en fællestur, hvor vi hjælper hinanden med transport af joller og følgebåde. Vi forsøger at gøre det hyggeligt at komme ud til stævner sammen og frem for alt lærerigt at sejle mod nye sejlere, som man ikke har mødt før. Vi deltager ud fra devisen om, at det skal være sjovt og “øvelse gør mester”.
Hvert år arrangeres der Sommercamp, som er en lejr over flere dage med overnatning i sejlklubben. På lejren er man masser af timer på vandet med sejllads og alternative øvelser. Fokuset er på kammeratskab og at motivere til at blive en bedre sejler.
I vinter halvåret er der svømning på Gl. Lindholm skole, hvor svømmefærdighederne vedligeholdes og kæntringsøvelser bliver trænet med optimistjolle i svømmehallen.
Herudover er der teoriaftener i klubben, hvor der bliver øvet i knob, talt vindretning, strategi og taktik. Alt sammen med det formål at dygtiggøre vores sejlere og fastholde deres gode kammeratskab hen over vinteren.